De kan ikke skyde mig her – om blodhævn i Albanien

Ilir Perlesi har taget sin straf.
Men han kan ikke forlade sit hus uden at blive mødt med truslen om at skulle bøde med sit eget liv. Han står, som om han stadig har håndjern på, med krydsede håndled og sammenfiltrede hænder. Han slapper af i den stilling. Hans lidt stramme kortærmede skjorte afslører et kors:
– Jeg er katolik. Ikke alle albanere er muslimer.
Han er altid klædt pænt på, siger han. Han vil gerne være skrædder. Håret sidder pænt redt bagud. Han forsøger selv at holde det, men han mangler voks. Tindingerne er klippet lidt for kort og skævt.

Fanget i sit eget hjem - Ilir Perlesi.

Ilir Perlesi har taget sin straf.
Men han kan ikke forlade sit hus uden at blive mødt med truslen om at skulle bøde med sit eget liv. TEKST OG BILLEDER: Johnny Wichmann.

Ilir Perlesi, der er 43 år, går i rastløs pendulfart langs med de hvide mure i gården i sit barndomshjem i landsbyen Fang. Ingen kan nå eller tage ham her. I et hjørne står en stol. Druerne danner et hjemligt tæppe over det meste af gården. Ilir Perlesis mor passer kaffen i køkkenet og klirrer med de små rakiglas.

– Jeg var mere sikker i fængslet, siger Ilir Perlesi, der i foråret kom hjem efter 13 år i fængsel.

Øjnene flytter sig ikke, munden taler. Ilir er uvirkeligt rolig. En dag gik det amok, som det gjorde i årene i begyndelsen af halvfemserne, da albanerne slap fri fra terrorregimet. Ingen havde glemt gammelt nag og ejerforhold. Familien Perlesi troede, alt var, som det skulle være, da de købte et stykke skov tæt på deres ejendom. Men naboerne – der havde solgt jorden – fortsatte med at hente brænde i skoven.

En dag fik faderen, Nikole Perlesi, nok. Nu skulle de have besked.
Han kom tilbage fra skoven med blodet styrtende fra panden. Nu blev det for meget for sønnen Ilir. Øje for øje. Ilir ville have hævn. Naboen døde af sine kvæstelser. Fra det sekund kendte Ilir Perlesi sin skæbne. Han var blevet en død levende. Han blev eftersøgt i hele Europa og fundet i London seks år senere og tog sin straf.

I de sidste 20 år har faderen flere gange med hælp fra de gamle i landsbyen bedt nabofamilien om tilgivelse. Men de vil have blod. Ifølge Kanun, som er ældgamle retsregler om blodhævn, er gården det eneste sikre sted, hvis Ilir skal overleve. Hans bror, Anton, fik en gang en skudsalve, der bevidst ramte forbi, da han gik i forhaven og vandede. Vandet bliver ustandseligt blokeret.

Den livstidsstraf, udover de tretten år i fængsel, som Ilir Perlesi afsoner, gennemleves overalt i Albanien. Drengebørn arver straffen. Fra sit værelse på første sal kan han se trafikken på hovedvejen, der går mod Kosovo i nord og til Tirana mod syd. Man kan ret nemt springe ud herfra, stikke over på den anden side af vejen og stikke af til hvor som helst, Grækenland, Italien, England eller bare i byen i Tirana. Men han gør det ikke, for han ved, at uanset hvor han tager hen, vil de finde ham og få deres hævn.